Hvad er hjemmeparenteral ernæring

Hjemmeparenteral ernæring (eng. Home parenteral nutrition – HPN) er tilførsel af væsker og evt. ernæring udenom tarmen direkte i blodårene via et centralt venekateter, der udmunder i højre forkammer af hjertet. Man kan have brug for HPN i kortere eller længere tid. Nogle har kronisk tarmsvigt og dermed et livslangt behov for HPN. Andre har kun brug for HPN i en begrænset periode, indtil de ved operation kan få lagt tarmen tilbage, eller indtil tarmfunktionen på anden vis genetableres.

HPN er ikke at forveksle med sondemad, da sondemad er flydende kost indgivet til tarmsystemet.

HPN indgives direkte i blodbanen, og forudsætter derfor en særdeles hygiejnisk omgang med det intravenøse kateter og væskerne. 

Der er flere årsager til at man får HPN. De hyppigste årsager i Danmark er:

  • Inflammatoriske tarmsygdomme (Mb. Crohn og Colitis Ulcerosa)
  • Cancer og deraf følgende tarmsvigt
  • Komplikationer til kirurgi
  • Blodpropper i tarmene/karsygdom i tarmenes blodforsyning
  • Komplikationer til gastrektomi 
  • Andre bevægelsesforstyrrelser og passageproblemer i tarmsystemet

 

Hjemmeparenteral ernæring er en fælles betegnelse for intravenøst væske- og/eller ernæringstilskud. Nogle har kun behov for væsker, mens nogle får tilsat ekstra elektrolytter til deres væsker. Andre har brug for ernæring, og nogle har behov for både ernæring og ekstra væske. 

Hjemmeparenteral ernæring kan indgives via tyngdekraft på et dropstativ. Hvis det skal indløbe over 10-12 timer forudsætter  det, at man ikke har dørtrin i hjemmet. Kommunen kan ansøges om fjernelse af dørtrin, men det er oftest noget der går gennem din HPN-afdeling.

Hjemmeparenteral ernæring kan også indgives over infusionspumpe i rygsæk. Dette forudsætter, at dit parenterale program kan indgives i en enkelt pose. Ikke alle har et program, der egner sig til dette. Snak med din HPN-afdeling om dette.

En film om Livet med hjemmeparenteral ernæring