Fra den 10. til den 15. september var ”rejsegruppen” på endnu en tur inden for Danmarks grænser, og også lidt udenfor. Bestyrelsesmedlem Henning og hans hustru Anne-Grethe havde igen i år arrangeret en vellykket tur der gik til Sønderjylland, til Rudbøl Grænsekro,   der  ligger så tæt på grænsen som man kan komme . Når vi gik over vejen i Rudbøl, og nåede midten, gik vi fra Danmark ind i Tyskland.   Vi var 15 glade deltagere med på turen. Vi skulle have været 21, men der var desværre 6 afbud .

På turen blev både HPN-brugere og pårørende ”rystet  godt sammen” idet vi alle deltog i snakken, når vi var samlet rundt om bordet ved vores måltider eller vores hyggelige  ”before-dinner-drink. Og vi talte sammen på kryds og tværs når vi var på vores ture.  HPN-brugerne fik udvekslet erfaringer, og kunne få inspiration fra andre brugere om, hvordan de tackler forskellige situationer. Og man hørte lidt om hvordan man gør tingene på de forskellige hospitaler, hvilket man måske kan drage nytte af, og spørge hjemme  på  sin afdeling, hvis der er noget man synes kunne gøres anderledes.  De pårørende fik også udvekslet erfaringer, for det er jo også en indgriben i deres hverdag at have en ægtefælle/kæreste eller familiemedlem der er HPN-bruger.  Men det var nu ikke kun alvorssnak, vi talte også om meget andet, og lattermusklerne blev brugt flittigt.

Når man har deltaget i sådan en tur føler man, at man har fået ”et lille godt netværk” i  den store forening. Man kender nogen, man kan tage kontakt til, hvis man gerne vil tale med en, der selv kender en given situation.  Så de gode nye relationer, man har fået efter sådan en tur, kan bruges i mange situationer.

Dagene forløb  sådan:

10. september   ved 14 tiden ankom alle til den historiske Rudbøl Grænsekro, hvor vi  skulle bo alle dage.

Efter at vi var blevet indkvarteret på værelserne startede vi lige på og hårdt med et ægte sønderjysk    kaffebord, hvor der var et utal af lækre kager.  Under kaffebordet gennemgik Henning program for turen, og vi introducerede os for hinanden. Flere af os havde været med på ture før, men der var 3 nye med på turen. 

Efter kaffebordet var der lidt tid til at få pakket ud på værelserne, inden vi mødtes til ”before-dinner-drink”   som vi nød udenfor i det dejlige vejr. Efter middagen nød vi aftenen som vi havde lyst til.

Tyskland tur-retur

11.september  tog vi, efter morgenmaden, på en dagstur med bus. Vi blev hentet kl. 10 og kørte derefter til Frøslevlejren.  Nogle besøgte Frøslevlejrens Museum, andre gik rundt på lejrens område.                                                                                                                                                                                                         

Efter Frøslev gik turen over grænsen til Poetz, hvor nogen handlede og vi fik lidt at spise . Herefter gik turen til Flensborg City, hvor vi kørte langs havnen og blev så sat af, så vi kunne gå en tur i byen.

Så  gik det hjemad. Vi mødtes igen  til ”happy hour” kl. 17, inden vi skulle nette os til aftenens fest, hvor der  blev serveret en 3 retters festmenu, og der var levende musik, der spillede behageligt under middagen. Herefter var der dans, og ved midnat forvandlede musikeren sig til ”Elvis” og gjorde det godt, siger de, der var med hele aftenen og lidt af natten. Vi var dog nogle der havde trukket os tilbage.

Ud på tur på egne ben

12. september var en dag hvor vi delte os og gjorde hvad vi havde lyst til. Nogle tog en golftur til Tønder golf, nogle kørte på indkøb i Tyskland, andre en tur til Tønder, hvor der er indrettet museum ved Tønder vandtårn, og man kan komme op i toppen af vandtårnet. Der er en betagende udsigt ud over landskabet og marsken. Der var, i vandtårnet, en udstilling af Wegner stole gennem tiderne.

Efter middagen om aftenen var det tid til at se sort sol. 

Vi gik 400 m hen ad vejen, krydsede den og gik ind i Tyskland.Her mødtes vi med vores guide, som var en meget vidende og festlig mand, og han fortalte først en del om Rudbøl , og derefter om fænomenet ”sort sol”. Så var det bare spændende om det blev sort sol denne aften. Vi ventede tålmodigt, og præcis på det tidspunkt guiden havde sagt at stærene ville komme – ja så kom der flere hundredetusinde stære, slog deres sving og satte sig på tagrørerne, 5-6 på hvert rør. En utrolig oplevelse at se og høre. Der var en voldsom fuglekvidder, som pludselig standsede. Det var en god oplevelse.

Herefter gik vi tilbage til kroen og nød en Irish Coffee, inden sengetid.

Bustur omkring Nationalpark Vadehavet

13. september  holdt guiden fra aftenen før klar med bussen kl. 10, for  vi skulle på tur rundt  i Nationalpark Vadehavet.  Vi startede mod at køre mod vest, ind i Tyskland og ud til havet.

Der kunne vi så stå på den tyske side af grænsen og se den gamle grænsesten fra 1920, og kunne kigge ind på det berømte vildsvinehegn i Danmark.  

Vi kørte herefter nordpå, hvor vi så Højer sluse, derefter mod Rømø, hvor vi fik lidt af øens historie. Det var en meget inspirerende guide der førte bussen. Vi gjorde holdt ved Rømø Kirke. Kirkegården er nok en af Danmarks mest velholdte kirkegårde, fordi en slægtning af Marsk familiens grundlæggere er begravet på kirkegården.   Derfor giver Mærsk fonden  donationer til at vedligeholde kirken og kirkegården.

Så kørte vi ud til den enorme Lakolk Strand, der er mellem 1 og 3 km bred. Guiden fortalte, at flyvevåbenet bruger stranden til at træne på, når de skal øve i at lette og lande Herkules fly i ørkenområder, inden de skal udsendes.

Så gik turen retur fra Rømø, til Ballum, hvor vi spiste en dejlig frokost på Ballum kro.

Derefter så vi pumpemøllerne i Ballum og så gik turen retur mod Rudbøl, hvor vi lige kunne nå at få benene lidt op, inden vi gik ned for at nyde vores ”before-dinner-dri nk”  med hyggelig snak og kroens veltillavede,

danske mad.

Dybbøl

14. september  gik turen i egne biler til Dybbøl, hvor der var mulighed for at besøge skanserne, møllen og  historiecenter Dybbøl Banke,  hvor vi fik rundvisning af en guide, der på sin egen facon, kunne levendegøre historien om soldaterne i 1864 og deres håbløse kamp mod preusserne, der både i mandskab og artilleri var danskerne overlegne.  I latrin-huset, hvor der kunne sidde 12 personer på rad og række,  lå der små plancher med historier om soldaternes liv.  Interessant læsning. Der blev desuden vist film i museet.

Efter Dybbøl gik turen til Restaurant Colosseum, der ligger vidunderligt lige ud til Sønderborg Havn. Og da vi var utrolig heldig med det fine vejr, kunne vi nyde vores frokost i korte bluser, udendørs med udsigt over vandet.

Efter frokosten gjorde man hvad man havde lyst til, gik en tur i Sønderborg, eller kørte ud og så hvad man gerne ville.

Vi mødtes igen ved 17 tiden, til turens sidste ”before-dinner-drink” inden den to retters middag blev serveret.  Efter lidt hygge gik vi hvert til sit, for at pakke til afrejsen næste dag.

 15. september efter morgenmaden, tog vi afsked med hinanden, efter 5 dejlige dage i Sønderjylland.  Anne-Grethe og Henning har endnu en gangformået at arrangere en dejlig tur for HPN-brugere og pårørende.

Jeg vi gerne, på vegne af alle turens deltagere, takke Anne-Grethe og Henning for det store arbejde  I har gjort for os.

Og jeg kan kun opfordre andre HPN-brugere og pårørende til at deltage i eventuelt kommende ture, som måtte blive arrangeret.  Man knytter nogle gode venskaber.

Visits: 1