Lørdag d. 9. september havde HPN-foreningen inviteret dets medlemmer med til Yoga og dernæst frokost.

God start på dagen

Klokken 10 slog Yoga Med Ina døren op til hendes fine yogastudio hvor hun havde forberedt en times afslappende yoga, dog med enkle udfordringer såsom Ørnen. Her blev balancen udfordret hos flere af medlemmerne. Der var taget hensyn til at nogle af vores medlemmer har stomi, og at ligge på maven ikke er det smarteste.

Igennem timen blev der både sagt ahhh og grint en del. Vores medlemmer blev i hvert fald enige om bagefter at de havde mærket deres hofter, og at balancen godt kunne blive udfordret lidt i hverdagen.

Frokost

Derefter tog vi videre til frokost på More Living Café i Solrød. Her blev der talt og udvekslet fif over noget at drikke og en Croque Madame. Især batterilevetiden på pumperne blev diskuteret denne lørdag. Derudover, fortalte flere af medlemmerne, at de glædede sig til den nært forstående rejse til Kreta med HPN-foreningen.

Flere events ønskes af medlemmerne

Alle blev enige om, at det ikke skulle være sidste gang med sådan et event, for det havde været dejligt at kombinere det at være aktiv med bagefter at spise og tale sammen. HPN-foreningen har taget opfordringen til sig, og vil se om der kan laves endnu et event et sted i landet.